Ekstra Bladet skærer i omkostninger og flytter stillinger

    Ekstra Bladet har onsdag eftermiddag orienteret sine ansatte om, at man fremadrettet er nødt til at skære i avisens omkostninger.

    Det sker ved at udlicitere cirka 15 ud af 20 stillinger i sekretariatet, der står for layout og redigering af avisen.

    Det fortæller Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Knud Brix, til Mediawatch.

    – Jeg kan ikke sige med 100 procents sikkerhed, at alle 15 kommer til at få tilbudt eller tage imod en ny stilling. Men vores udgangspunkt er, at langt de fleste skal have et nyt arbejde derovre, siger han til mediet.

    Det er fremover bureauet Wunderkind, som overtager størstedelen af arbejdet med avisens udseende. Det er samme bureau, som står for arbejdet med avisen hos Berlingske, Børsen og B.T.

    Det er særligt udsigten til “voldsomme” stigninger på papir, som lægger til grund for udliciteringen af stillinger. Derudover har abonnementssalget også set bedre dage, lyder det.

    – Vi kigger ind i, at papiravisen bliver væsentligt dyrere at producere næste år. Vi ser også prisstigninger på tryk og distribution.

    – Derudover har inflationskrisen gjort, at abonnementssalget er faldet, og vores lønsomhed bliver dårligere. Det er et godstog, der rammer her, og det er vi nødt til at tage højde for, siger Knud Brix.

    Også hos Politiken og Jyllands-Posten har de ansatte onsdag fået at vide, at stillinger skal nedlægges på grund af de stigende omkostninger.

    I alt skal der afskediges 25 personer på de to aviser.

    Der er angiveligt tale om stillinger i både den redaktionelle og kommercielle afdeling.

    De 10 af stillingerne skal findes i Politiken-regi, og de resterende 15 skal findes på Jyllands-Posten.

    De ansatte på Politiken har i kølvandet på udmeldingen og et nyt medarbejdermøde uden ledelsens deltagelse valgt at nedlægge arbejdet foreløbigt frem til torsdag formiddag.

    /ritzau/