Der er kraftig blæst i store dele af landet onsdag, og det giver problemer for trafikken.
Der er indført et forbud mod at køre med vindfølsomme køretøjer på Storebæltsbroen, og forbuddet forventes først ophævet onsdag klokken 18.30.
Det skriver broen på sin hjemmeside.
Voldsom vind giver også problemer for nogle færger.
Alslinjen har aflyst afgange foreløbigt frem til onsdag eftermiddag. Næste færge, der ser ud til at sejle, er fra Bøjden klokken 13 og fra Fynshav klokken 14.
– Vi beklager ulejligheden, skriver Alslinjen onsdag formiddag på sin hjemmeside.
/ritzau/









