Thulesen Dahl: Pia K. har ret til at kalde EU for rotterede

    Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, går ind i debatten om Folketingets formand Pia Kjærsgaards (DF) omtale af Europa-Parlamentet som en “rotterede”.

    Ordene faldt i DR-programmet Debatten, hvor Kjærsgaard debatterede Dansk Folkepartis brug af EU-midler.

    Siden er kritikken haglet ned over DF-politikeren. Hun skal forklare sig over for Folketingets Præsidium. Og flere partier kræver, at hun undskylder sine udtalelser.

    Men fra sine egen partiformand får Kjærsgaard uforbeholden opbakning.

    – Det er usmageligt, som de andre partier vil nedkæmpe Pia Kjærgsaards ytringsfrihed, skriver Thulesen Dahl på Facebook.

    – Fordi hun er formand for Folketinget, prøver de at stoppe hendes mulighed for at sige sin mening om eksempelvis EU.

    Diskussionen har fået tilføjet en lingvistisk spidsfindighed. For udtrykket “rotterede” skal nemlig slet ikke forstås bogstaveligt, har Kjærsgaard forklaret Berlingskes Politiko.

    Det betyder ifølge ordbogen en “saneringsmoden bygning”, påpeger hun.

    /ritzau/