Rusland: Meldinger fra Polen er bevidst provokation

    Ruslands forsvarsministerium siger tirsdag aften, at meldinger fra polske medier og embedsfolk om russiske missiler i Polen er en bevidst provokation.

    Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge russerne har meldingerne til formål at eskalere situationen – med henvisning til den igangværende konflikt i Ukraine.

    Nyhedsbureauet AP citerede tidligere tirsdag aften en unavngiven amerikansk efterretningskilde for, at et russisk missil har ramt i Polen nær den ukrainske grænse og dræbt to personer. Oplysningen er ikke bekræftet fra andre sider.

    Polens regering har indkaldt til krisemøde tirsdag aften klokken 21 dansk tid.

    /ritzau/