Det er tid til at slutte Ruslands “ødelæggende” krig og “redde tusindvis af liv”, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP fra den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Udtalelsen falder på G20-topmødet, som finder sted på den indonesiske ø Bali tirsdag og onsdag.
– Jeg er helt overbevist om, at den ødelæggende russiske krig må og kan stoppes, siger Zelenskyj tidligt tirsdag morgen dansk tid.
– Det vil redde tusindvis af liv, siger præsidenten.
Her opfordrer han de tilhørende til at følge den fredsplan, som Ukraine har foreslået.
Zelenskyj var med på en videoforbindelse og talte for blandt andre den amerikanske præsident, Joe Biden, og den kinesiske præsident, Xi Jinping.
Ruslands præsident, Vladimir Putin var ikke til stede. I stedet er landets udenrigsminister Sergej Lavrov udsendt.
Zelenskyj langer hårdt ud efter “de vanvittige trusler om atomvåben, som russiske embedsmænd har tyet til”. Her henviser han ifølge AFP til mørk retorik fra Putin, som har gjort selv regeringen i Beijing ukomfortabel.
– Der er og vil ikke være nogen undskyldning for atomar afpresning, tilføjer Zelenskyj.
I talen takker han, hvad han kalder “G19” – altså G20 uden Rusland – for at “gøre det klart”.
Præsidenten efterspørger også en udvidelse og en forlængelse uden udløbsdato af en international kornaftale, der lader Ukraine eksportere korn over Sortehavet. Aftalen er indgået mellem FN og Tyrkiet, men udløber 19. november.
/ritzau/











