EU: G20-lande er blevet enige om udkast til sluterklæring

    Landene fra de ledende verdensøkonomier, herunder repræsentanterne fra Rusland, er blevet enige om et udkast til en fælles sluterklæring for G20-topmødet i Indonesien.

    Det bekræfter EU’s præsident, Charles Michel, tirsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

    Mødet foregår på øen Bali. G20 består af 19 af verdens vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU.

    Ifølge dpa’s oplysninger indeholder udkastet en passage, som fordømmer krigen mod Ukraine. Det til trods for, at Rusland har udvist modstand mod netop det.

    Få timer inden Michel bekræftede udkastet, lød det ifølge dpa fra russiske diplomater, at de var klar til at godkende passagen.

    Her omtales Ruslands invasion af Ukraine som en “krig” – og ikke en “special militæroperation”, som Ruslands regering ellers har holdt fast på at kalde det.

    Ruslands godkendelse af teksten kan ses som et muligt tegn på, at russerne ikke længere kan tage støtten fra den magtfulde alliancepartner blandt G20-landene, Kina, for givet, når det handler om krigen i Ukraine, skriver dpa.

    Nyhedsbureauet skriver videre, at den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, tidligere havde givet indikationer på indrømmelser.

    I en video fra hans ministerium lyder det fra Lavrov, at Rusland vil acceptere den endelige sluterklæring.

    /ritzau/