Mere end 100 republikanere, der betvivler valgresultatet fra præsidentvalget i 2020, står ifølge de foreløbige prognoser til at blive valgt ved det amerikanske midtvejsvalg natten til onsdag.
Det skriver den amerikanske avis The Washington Post.
Den nuværende demokratiske præsident, Joe Biden, vandt i 2020 over republikanske Donald Trump.
Donald Trump fremsatte efterfølgende udokumenterede påstande om, at der blev svindlet med valget.
Blandt de forventede vindere er både guvernører og andre folkevalgte i nøgleroller på delstatsniveau.
Ifølge avisen kommer det dog ikke som nogen overraskelse. De fleste af kandidaterne er stillet op i stater, hvor en sejr til Det Republikanske Parti er forventet.
/ritzau/











