Det lader til, at de to emner, der fylder mest blandt de amerikanske vælgere ved tirsdagens midtvejsvalg, er stigende priser samt spørgsmålet om abort.
Således svarer 32 procent af de adspurgte vælgere, at de mener, at inflation er vigtigst, i forhold til hvor de sætter deres kryds.
27 procent svarer abortlovgivning.
Det viser en valgstedsmåling fra Edison Research ifølge BBC.
En anden valgstedsmåling viser, at seks ud af ti vælgere mener, at abort skal være lovligt. Imens svarer cirka fire ud af ti, at indgrebet skal være ulovligt.
Også den måling er fra Edison Research, skriver nyhedsbureauet Reuters.
De næstmest vigtige emner for vælgerne er kriminalitet, immigration og våbenpolitik.
NBC News skriver, at Demokraternes standpunkt på abortspørgsmålet giver dem en relativ fordel.
52 procent af vælgerne siger, at de stoler mere på Demokraterne, når det kommer til abort. 42 procent stoler mest på Republikanerne, når det kommer til abortspørgsmålet.
Efter at højesteretten i juni omgjorde dommen “Roe mod Wade” fra 1973, har en lang række delstater indført abortforbud i forskellige afskygninger. Det har skabt stor utilfredshed hos nogle vælgere.
/ritzau/











