Den britiske minister Gavin Williamson er tirsdag trådt tilbage fra premierminister Rishi Sunaks regering.
Det sker, efter beskyldninger om at Williamson har mobbet kolleger og optrådt aggressivt over for andre ansatte i regeringen.
Det skal være sket under Sunaks forgængere, skriver Reuters.
Williamson skriver tirsdag aften i et brev til premierministeren, at han nu vælger at træde tilbage på grund af beskyldningerne.
Han skriver, at han ikke har samme udlægning af sin adfærd, men at han har undskyldt over for personer, der har modtaget grove beskeder fra ham.
Williamson skriver videre i brevet, som han har offentliggjort på Twitter, at beskyldningerne mod ham er blevet “en distrahering fra det gode arbejde, denne regering gør for det britiske folk”.
– Jeg har derfor besluttet at træde tilbage fra regeringen, så jeg fuldt ud kan opfylde kravene i den klageproces, der er i gang, og rense mit navn, skriver han.
Sunak har tirsdag aften svaret, at han støtter Williamsons beslutning og “forstår, hvorfor du har taget den”.
Williamson var minister uden portefølje i Sunaks regering. Det er kun to uger siden, at han blev udnævnt.
Han har tidligere været både forsvars- og undervisningsminister, men er blevet fyret fra begge poster.
/ritzau/











