Thomas Borgen frifindes for kæmpe erstatningskrav

    Tidligere topchef i Danske Bank Thomas Borgen frifindes for et kæmpe erstatningskrav, som en række investorer havde anlagt i kølvandet på sagen om hvidvask.

    Sådan lyder afgørelsen fra tre enige dommere i Retten i Lyngby, som tirsdag har offentliggjort dommens konklusion.

    I sagen havde 74 investorer sagsøgt Thomas Borgen for 2,4 milliarder kroner. Det skete i relation til, at kriminelle gennem en årrække hvidvaskede milliarder gennem Danske Bank i Estland.

    Investorerne mener at have tabt penge, fordi banken ikke med det samme orienterede markedet om den mulige hvidvask i bankens estiske filial og undlod at tage de nødvendige skridt.

    Men Thomas Borgen, der var administrerende direktør fra 2013 til 2018, har afvist kravet og har nu vundet sagen i Retten i Lyngby.

    /ritzau/