Marianne Karlsmose vil trække sig som landsformand for Kristendemokraterne og anbefaler desuden, at partiet ikke søger at blive opstillet ved næste folketingsvalg.
Det oplyser Marianne Karlsmose i en pressemeddelelse.
– Jeg har længe været afklaret med, at dette valg blev mit sidste som folketingskandidat for KD på landsplan, og at jeg ville gå af som formand efter valget, hvis ikke vi blev valgt ind, siger hun i pressemeddelelsen.
Ved valget i sidste uge var partiet opstillingsberettiget og fik 0,5 procent af stemmerne. Det var dog ikke nok til at blive valgt ind, da spærregrænsen ligger på to procent.
Til gengæld var Kristendemokraterne tæt på ved valget i 2019. Dengang fik partiet 1,7 procent af stemmerne.
Marianne Karlsmose kalder det seneste valgresultat for “meget skuffende”. Hun forklarer det blandt andet med, at partiet i løbet af i år har skiftet formand, da Isabella Arendt gik af og samtidig forlod partiet.
– Jeg er ikke i tvivl om, at KD har en berettigelse i dansk politik. Jeg må samtidig også konstatere, at der er alt for få danskere, der er enige med mig. Det er tid til, at vi i KD ser realiteterne i øjnene, siger Karlsmose.
Kristendemokraterne har ikke opnået valg til Folketinget siden 2001.
Ifølge Casper Dall, der er politisk redaktør på Avisen Danmark, giver det god mening, hvis KD fremover fokuserer på kommunal- og regionalpolitik i stedet for at forsøge at komme i Folketinget.
Ikke kun på grund af det politiske fravalg hos vælgerne, men også fordi partiet med det dårlige valg får mindre i partistøtte og dermed også må skrue ned for budgettet.
– Hvis den nye ledelse i KD følger Karlsmoses opfordring, tror jeg, at det er en klog beslutning. Man må sige, at der har været adskillige gange, hvor KD har haft mulighed for at overbevise danskerne om, men det er ikke lykkedes.
– Til gengæld har KD nogle forskellige kommunale bastioner, som de nu får mulighed for at dyrke.
– De skal til at vurdere, hvor de lægger kræfterne. Og der tror jeg, at Karlsmoses afgangsreplik og afgangsanalyse er ganske præcis, siger Dall.
Efter at have været uden repræsentation i Folketinget i 16 år fik Kristendemokraterne i 2021 et folketingsmedlem, da Jens Rohde skiftede fra De Radikale til Kristendemokraterne.
Han meldte sig dog ud af partiet i august og fortsatte som løsgænger frem til valget, hvor han ikke genopstillede.
Kristendemokraterne kan efter valget gå i gang med at indsamle de cirka 20.000 vælgererklæringer, der er nødvendige for at kunne stille op ved næste valg.
Men Marianne Karlsmose anbefaler, at partiet undlader at gøre det.
I stedet foreslår hun, at partiet alene fokuserer på regions- og kommunalpolitik.
– Min anbefaling er, at vi ikke går i gang med at samle vælgererklæringer til næste folketingsvalg, men fokuserer på kommunal- og regionspolitik og på som meningsdannere at bidrage til den politiske debat.
– Det er smerteligt, men nødvendigt, for jeg kan ikke længere se, hvordan vores parti skal få styrke nok til at komme tilbage i Folketinget, siger hun.
Marianne Karlsmose vil dog officielt fortsætte som landsformand lidt endnu.
Hun skriver, at hun lørdag vil foreslå partiets hovedbestyrelse at indkalde til et ekstraordinært landsmøde med henblik på at vælge ny formand.
/ritzau/











