De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har tilsyneladende ingen planer om at trække sig som formand, selv om partiet står til en tilbagegang sammenlignet med valgresultatet i 2019.
Under sin valgtale, der afholdes ved den konservative valgfest på Børsen i København, fnyser Pape af spørgsmål, han har fået på valgaftenen.
– Der var en, som helt seriøst spurgte mig på vej herind: Går du af som formand?
– Så kiggede jeg ham i øjnene og sagde: Var det et seriøst spørgsmål?, siger Søren Pape til hujen fra salen.
K-formanden er dog “ærgerlig” over, at De Konservative står til at gå lidt tilbage ved valget ifølge prognoser.
Ved valget i 2019 fik partiet 6,6 procent af stemmerne og 12 mandater.
– Det har været en kamp for os, og det gør bare, at jeg er endnu mere stolt af at være en del af denne bevægelse og den konservative familie.
– Jeg håber, at vi får mere indflydelse lige om lidt, siger han i sin valgtale.
– Vi har tabt én procent, ja. Vi ser ud til at tabe to mandater, det er jeg nok den, der er mest ærgerlig over. Det gør rigtig ondt, siger han.
Det ventede valgresultat for De Konservative er overraskende, når man kigger på, hvordan partiet stod i målingerne for bare et par måneder siden.
For partiet, der har haft Søren Pape som statsministerkandidat, stod umiddelbart efter annonceringen i august til at få omkring 15 procent.
Siden hen har der dog været personsager om Søren Pape fremme, og i samme periode er målingerne primært gået en vej: Nedad.
Ikke desto mindre håber Søren Pape Poulsen, at partiet efter valget kan få mere indflydelse på den politiske linje, “end de har fået de sidste tre år”.
– Opstår muligheden, kommer vi selvfølgelig til at gribe den, siger Pape.
/ritzau/











