Siddique holder fast i drømmen om Folketinget

    I de foreløbige prognoser står partiet Frie Grønne med politisk leder Sikandar Siddique i spidsen til ikke at komme i Folketinget.

    Det bekymrer dog ikke Siddique, som slår fast, at projektet ikke er forgæves.

    – Vi har startet en revolution. En revolution, som er kommet for at blive. En revolution, som kommer til at tage fart herfra, siger Sikandar Siddique til de fremmødte ved Frie Grønnes valgfest på Nørrebro.

    – For når vi har overstået det her Folketingsvalg, så er der et kommunalvalg.

    – Så skal vi ud at organisere os rundt omkring i kredse. Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde videre med jer alle sammen.

    Han vil dog ikke endegyldigt melde partiet ude af folketingsvalget. Også selv om det begynder at se svært ud.

    – Lige nu er det kun de kommuner, der er talt op, som vi ikke umiddelbart regner med at få stemmer i – og der står vi altså til 0,7 procent, siger Siddique.

    – Lad os lige tælle Aarhus op, lad os lige tælle København op, lad os lige tælle Odense op.

    Om et eventuelt valgnederlag vil betyde, at Sikandar Siddique forlader posten som politisk leder i partiet bliver ikke et samtaleemne i aften, slår han fast.

    – Vi er et helt nyt parti, vi har kæmpet og vi har glædet os til den her dag. Vi har været igennem en valgkamp, hvor vi har haft utroligt svære odds, siger Siddique.

    – På trods af det står vi her alle sammen fuldstændigt glade, og nu skal det handle om den her aften, så må vi tage den snak bagefter. Det er upassende i aften.

    Frie Grønne er et relativt nystiftet parti, og det er første gang, partiet er på valg til Folketinget. Det er dannet af afhoppere fra Alternativet med Sikandar Siddique i front.

    /ritzau/