Politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) glæder sig over, at hans nye parti, Moderaterne, ser ud til at få de afgørende mandater i Folketinget ved valget tirsdag.
Det siger han i en tale ved Moderaternes valgfest i København.
– Der er brug for et opbrud, en ny måde at arbejde med tingene på og at tage farten ud af politik, siger han.
Lars Løkke Rasmussen stiftede 5. juni i år Moderaterne efter et langt tilløb.
Den tidligere Venstre-statsminister er gået til valg på at få en bred regering hen over midten, og det ønske kan han meget vel få opfyldt.
Ifølge de foreløbige prognoser kan Moderaterne se frem til at få i omegnen af 15 mandater i Folketinget. Da partiet står uden for både rød og blå blok, kan ingen blok mønstre et flertal på de nødvendige 90 mandater.
– Ud af det har vi skabt et parti, som ikke er imod nogen eller noget, men som er for noget.
– Hvis prognoserne holder nogenlunde, så kommer det her lille nye parti i Folketinget på en måde, hvor man kommer til at mærke forskellen.
– Vi skal ikke fokusere på at flytte et sandkorn, når skovlen er opfundet, og man kan flytte en hel skovlfuld på én gang, siger han.
/ritzau/











