Paul Pelosis formodede angrebsmand nægter sig skyldig

    Den 42-årige mand, som formodes at have brudt ind i topdemokraten Nancy Pelosis hjem og angrebet hendes mand, nægter sig skyldig i drabsforsøg.

    Det kom frem under et retsmøde i sagen tirsdag. Retsmødet er det første, siden angrebet skete fredag i sidste uge.

    Det er politiets opfattelse, at den 42-årige er manden, som brød ind i den demokratiske politikers hus, hvor han gik til angreb på 82-årige Paul Pelosi.

    Ifølge politiet ledte angrebsmanden efter Paul Pelosis hustru, Nancy Pelosi, som er formand for det ene af USA’s parlaments kamre, Repræsentanternes Hus.

    Nancy Pelosi er blevet gjort til hadeobjekt af den yderste amerikanske højrefløj.

    Justitsministeriet har tidligere oplyst, at manden havde tape, reb og andre materialer med sig. Det kunne tyde på, at han havde tænkt sig at binde Nancy Pelosi.

    Ifølge det amerikanske forbundspoliti, FBI, har den 42-årige fortalt politiet, at han ville tage Nancy Pelosi som gidsel og “smadre hendes knæskaller”.

    Nancy Pelosi var ikke hjemme under angrebet. Hun var i forbundshovedstaden, Washington D.C.

    Paul Pelosi blev slået bevidstløs og har siden været indlagt på et hospital, hvor han er blevet opereret for kraniebrud.

    Læger forventer, at han kommer sig helt, har Nancy Pelosis kontor skrevet i en meddelelse.

    /ritzau/Reuters