Prognoser viser lavere resultat til Konservative end i 2019

    De Konservative får ifølge de seneste prognoser fra DR og TV 2 5,5 procent af stemmerne.

    Det er et fald fra valgresultatet på 6,6 procent i 2019.

    Ifølge prognoserne står de til at komme i Folketinget med ti mandater – altså to færre end i dag.

    En prognose er ikke et endeligt resultat, men en fremskrevet analyse baseret på valgstedsmålinger, optalte stemmer og relevante data fra meningsmålinger.

    Begge tv-stationer har omkring 45 procent af stemmerne optalt.

    Tidligere tirsdag aften viste valgstedsmålinger, at de stod til at få 5,5 procent hos DR og 5,7 procent hos TV 2.

    Når det kommer til fordelingen af mandater blandt blokkene, pegede de to prognoser i første omgang i ret forskellige retninger.

    Men efter en opdatering omkring klokken 22.15 viser DR’s prognose 82 mandater til rød blok, 77 mandater til blå blok og 16 mandater til Moderaterne.

    TV 2’s prognose viser foreløbig 85 mandater til rød blok, 75 til blå blok og 15 til Moderaterne.

    Den Konservative formand, Søren Pape Poulsen, lancerede sit kandidatur til posten som statsminister midt i august.

    Dengang stod partiet til at få op mod 16 procent af stemmerne.

    Men derefter blev Pape centrum i en række dårlige sager, og partiet står altså ifølge prognoserne hos både DR og TV 2 til at få et dårligere valg end 2019.

    Forinden havde han i julen sidste år sagt i et interview med Avisen Danmark, at stabile målinger i lang tid var, hvad han skulle have, før han ville række ud efter statsministerposten.

    Mandag i sidste uge, lidt over en uge til valget, erkendte Søren Pape Poulsen, at det så svært ud.

    – Vi ligger stadig over valgresultatet, men jeg tager det da dybt alvorligt, at vi er gået nedad, svarede han en journalist fra DR, da han mandag var på besøg på Frederiksberg.

    Nu viser prognoserne på valgaftenen altså, at partiet ender under seneste folketingsvalgs resultat.

    Pape afviste dog i sidste uge at opgive drømmen om Statsministeriet.

    – Nej, det gør jeg bestemt ikke. Men derfor kan man jo godt have en realistisk tilgang til, at det ser svært ud. Og selv om det ser svært ud, skal man jo ikke give op, lød det fra Pape.

    /ritzau/