De lave fragtrater verden over er fortsat en sten i skoen på A.P. Møller – Mærsk-koncernen.
Selskabets regnskab for tredje kvartal viser, at containerrederiet Maersk Line for andet kvartal i træk kommer ud med et underskud.
– Mærsk Gruppen leverede et underliggende resultat på 426 millioner dollar i tredje kvartal 2016. Resultatet er ikke tilfredsstillende, men er påvirket af lave priser, hedder det i en kommentar til regnskabet.
Det viser et resultat før skat på 731 millioner dollar, og her er Maerks Linjes underskud altså med til at trække i den forkerte retning.
Koncernen forventer med baggrund i tallene for tredje kvartal, at man kommer ud af 2016 med et underliggende resultat på én milliard dollar.
Det er væsentligt lavere end i 2015, hvor resultatet lød på 3,1 milliarder dollar.
/ritzau/











