Prorussisk leder: Over 70.000 har forladt Kherson

    Mindst 70.000 mennesker har inden for en uge forladt deres hjem i den sydlige provins Kherson i Ukraine.

    Det meddeler den fungerende guvernør i den russiskbesatte del af Kherson, Vladimir Saldo, onsdag.

    – Jeg er sikker på, at over 70.000 mennesker er rejst i løbet af en uge, siden evakueringerne blev arrangeret, siger han til en regional tv-station.

    Tallet er ikke bekræftet fra uafhængigt hold.

    Det er kun seks dage siden, at Saldo meddelte, at 7000 indbyggere var blevet evakueret fra området.

    Selve byen Kherson havde inden krigen et befolkningstal på omkring 300.000.

    Saldo tilføjer, at der reelt kan være flere, der er flygtet, idet mange mennesker har krydset floden Dnipro i egen båd i stedet for at tage en færge.

    De prorussiske myndigheder har opfordret indbyggere til at forlade byen Kherson og områder langs den ene bred af Dnipro.

    Det sker, mens ukrainske styrker rykker frem i en modoffensiv.

    Onsdag har guvernøren indført forbud mod at rejse ind i området langs den østlige flodbred i de kommende syv dage. Det sker af sikkerhedshensyn på grund af “den spændte situation” ved frontlinjen, meddeler Saldo.

    I sidste uge indledte de prorussiske myndigheder en evakuering af indbyggere fra Kherson-regionen.

    Den ukrainske regering har betegnet det som “deportationer”.

    Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har lovet, at ukrainske styrker vil generobre Kherson. Hvis det sker, vil det blive betragtet som et stort tab for den russiske præsident, Vladimir Putin.

    Rusland meddelte for en måned siden, at Kherson og tre andre regioner nu er indlemmet i Rusland.

    /ritzau/