Tvangsfikseret patient får alligevel ikke erstatning fra regioner

    Det var lovligt, da en mand i 20’erne blev tvangsfikseret under en indlæggelse, og derfor skal manden alligevel ikke tildeles en erstatning.

    Det har Højesteret afgjort onsdag.

    Dermed er Højesteret uenig med både byretten og Østre Landsret, som mente, at Region Syddanmark og Region Sjælland skulle betale manden erstatning for ulovlig tvangsfiksering.

    Sagen har handlet om, hvorvidt en tvangsfiksering på 11 dage var lovlig.

    Hvis Højesteret havde vurderet, at den var ulovlig, skulle retten så beslutte, hvor stor en erstatning manden skulle have.

    Ifølge mandens journal var han diagnosticeret som skizofren i svær grad.

    Han skal have overfaldet en mandlig ansat med en stålgaffel og stukket vedkommende ni gange i baghovedet og ryggen, imens han var indlagt på en psykiatrisk afdeling.

    Det var den hændelse, som førte til tvangsfikseringen, sammen med at han i to tilfælde slog ud efter en medarbejder. Han fremsagde også trusler imod personalet.

    Ifølge mandens journal har han selv forklaret, at overfaldet på medarbejderen skete i selvforsvar.

    Overlægen, som behandlede manden, har også forklaret sig for Højesteret.

    Hun har forklaret, at remmene på hænder og fødder blev løsnet på skift.

    Efter de første to dage anmodede hun også politiet om at bistå, så patienten mindst en gang om dagen kunne komme i bad, ud at ryge eller gå en tur.

    Højesteret skriver i en pressemeddelelse, at retten har lagt til grund, at manden udgjorde en vedvarende fare for uforudsigelig og grov vold over for medpatienter og personale.

    Retten mener også, at han udgjorde en fare for andres liv, førlighed eller sikkerhed, og at det ikke var muligt at imødegå denne fare på en mindre indgribende måde.

    Det har Retslægerådet også vurderet over for Højesteret.

    /ritzau/