Verdens mest beskidte mand er død

    En iraner, der fik tilnavnet “verdens mest beskidte mand”, er død, 94 år gammel. Det oplyser iranske medier.

    Amu Haji døde, kort efter at han for første gang i flere årtier vaskede sig, fremgår det ifølge AFP.

    Det hører med til historien, at han var ugift. Han døde i sin landsby Dejgah i den sydlige provins Fars.

    Haji havde i mere end et halvt liv undgået at vaske sig af frygt for at blive syg.

    – Men for få måneder siden havde landsbybeboerne siden taget ham med hen til et baderum for at vaske ham, skriver nyhedsbureauet Irna.

    Kort efter blev manden syg, og han døde søndag.

    Tilbage i 2014 fortalte han i et interview til den engelsksprogede avis Tehran Times, at hans livret var hulepindsvin, og at han levede i et hul i jorden.

    Men han havde også en lille murstensbygning, som naboer i landsbyen havde bygget til ham, så han kunne komme i læ.

    Han forklarede dengang, at han som yngre valgte at holde op med at vaske sig, efter at have været udsat for et “følelsesmæssigt nederlag”. Det fremgik ikke, om det handlede om kærestesorg.

    Ifølge Irna levede han af fordærvet kød og vand, som han drak af en gammel oliedunk.

    Naboerne siger i dag, at manden formentlig ikke havde rørt vand og sæbe i mere end 60 år.

    De mange år uden at blive vasket havde givet ham en hud fyldt med sod og betændelse.

    Amu Haji holdt af at ryge, og der blev i 2018 taget et foto af ham, hvor han ryger flere cigaretter på én gang. Tilsyneladende med stort velbehag.

    /ritzau/