Obamas tidligere forsvarsminister er død

    USA’s tidligere forsvarsminister Ash Carter er død, 68 år. Det meddeler hans familie tirsdag.

    Han døde mandag aften amerikansk tid efter et pludseligt hjerteanfald.

    Carter var forsvarsminister i de sidste to år af præsident Barack Obamas embedsperiode. Det var fra februar 2015 til januar 2017.

    I den periode var han med til at sætte den militære strategi i værk, der pressede Islamisk Stat tilbage fra de områder, som den militante gruppe havde indtaget i Syrien og Irak.

    I sidste ende fik en koalition ledet af USA og kurdiske grupper nedkæmpet den islamistiske bevægelse.

    Inden Ash Carter blev forsvarsminister, var han først departementschef i Pentagon med ansvar for blandt andet teknologi fra 2009 til 2011.

    Han blev siden viceforsvarsminister fra 2011 til 2013.

    /ritzau/Reuters