Angelina Jolie anklager Brad Pitt for vold mod deres børn

    I den verserende retsstrid mellem filmstjernerne og det tidligere ægtepar Angelina Jolie og Brad Pitt er der tirsdag aften kommet beretninger om vold frem.

    Angelina Jolie beskylder sin eksmand for flere tilfælde af vold og ydmygelse af deres fælles børn.

    Det hele skulle være forløbet på en flyvetur fra den amerikanske delstat Californien til Frankrig i efteråret 2016.

    I retsdokumenterne beskriver Jolie, at ægteparret kom ud i et voldsomt skænderi, hvor hendes mand “greb om hendes hoved” og ruskede hende. Ifølge dokumenterne slog han også børnene i ansigtet og hældte øl og rødvin ud over flere af dem.

    Konfrontationen begyndte på flyets toilet, hvor Brad Pitt sagde til sin kone, at hun viste børnene “for meget ærbødighed”.

    – Pitt greb Jolie om hovedet og ruskede hende, og så ruskede han hende i skuldrene, inden han skubbede hende ind i badeværelsets væg, står der i retsdokumenterne.

    – Da et af børnene verbalt forsvarede Jolie, kastede Pitt sig mod barnet, mens Jolie greb om ham bagfra for at forsøge at stoppe ham.

    Retsdokumenterne er indgivet af Angelina Jolies hold af advokater i en civil sag, og det er ikke noget, som der er ført nogen form for bevis for endnu.

    – Børnene skyndte sig ind og forsøgte på modig vis at beskytte hinanden. Inden det var overstået, havde Pitt taget kvælertag på et af børnene og slået et andet i ansigtet. Nogle af børnene tiggede Pitt om at stoppe. De var alle skræmte. Mange af dem græd, lyder det i dokumenterne fra Angelina Jolie.

    Angelina Jolie og Brad Pitt har seks børn sammen. Tre af dem er deres biologiske, mens tre er adopteret.

    /ritzau/AFP