Trump beder højesteret gribe ind i sag om hemmelige dokumenter

    Tidligere præsident Donald Trump beder nu den amerikanske højesteret om at gribe ind i hans strid med justitsministeriet om klassificerede dokumenter.

    Tirsdag har Trump således indgivet en såkaldt nødanmodning til højesteret.

    Heri beder han højesteretsdommerne om at blokere dele af en afgørelse fra en lavere retsinstans, som forhindrer en uafhængig voldgiftsmand i at gennemgå dokumenterne.

    I begyndelsen af august gennemførte det føderale politi, FBI, en ransagning af Donald Trumps Mar-a-Lago-hjem i Florida. Her blev der fundet over 11.000 dokumenter, hvoraf flere end 100 var stemplet som klassificerede.

    Den 21. september blokerede en appeldomstol i Atlanta en afgørelse fra en amerikansk distriktsdommer, der midlertidigt havde forhindret justitsministeriet i at gennemgå de klassificerede dokumenter, før voldgiftsmanden, dommer Raymond Dearie, havde luget ud i dem.

    Appeldomstolen forhindrede samtidig Dearie i at få adgang til de klassificerede dokumenter.

    I anmodningen til højesteret tirsdag argumenterer Trumps advokater for, at Dearie bør have adgang til samtlige dokumenter.

    Justitsministeriet har “forsøgt at kriminalisere en strid om dokumenthåndtering og protesterer nu kraftigt imod en gennemsigtig proces, der sikrer et tiltrængt tilsyn”, skriver Trumps advokater.

    /ritzau/Reuters