Blå og røde venter valgudskrivelse onsdag eller torsdag

    Det er nu et spørgsmål om dage – en eller to – før statsminister Mette Frederiksen (S) udskriver valg til Folketinget.

    Det er den faste tro, en række af tingets medlemmer fra både blå og rød blok går ind til tirsdagens traditionsbundne åbning af Folketinget med.

    – Mon ikke hun vil holde talen og bruge tiden senere på dagen og i morgen og så udskrive valg, siger Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på vej ind til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke tirsdag.

    Daværende statsminister Viggo Kampmann (S) udskrev folketingsvalg i slutningen af sin åbningstale 4. oktober 1960 fra Folketingets talerstol.

    Der bliver ingen gentagelse af den valgudskrivelse, tror Sofie Carsten Nielsen, De Radikales politiske leder, som har bragt statsministeren i den pressede situation, hvor hun skal udskrive valg for ikke at få et flertal imod sig.

    Tirsdag morgen sagde den radikale leder, at hun er sikker på, at der udskrives valg onsdag.

    – Den præcise dag betyder ingenting for mig. Og jeg kan også konstatere, at adskillige kommentatorer har noteret sig, at det bliver onsdag, der bliver udskrevet valg. Og det er helt fint med mig og os, siger Sofie Carsten Nielsen.

    Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, mener, at statsministeren vil vente til sidste øjeblik.

    – Torsdag morgen er mit gæt, siger Vanopslagh.

    – Regeringen har mistet sit flertal i Folketinget, og den står foran et mistillidsvotum, fordi den har opført sig alt for magtfuldkomment.

    Den aktuelle situation med høje energipriser, høj inflation og sikkerhedstrusler er ifølge LA-formanden ingen undskyldning for at vente med et valg.

    – Hvis vi har krise i et samfund, er det ekstra vigtigt, at der er en regering, der er tillid til. De Radikale har de facto trukket støtten, så selvfølgelig skal vi ikke have en regering, der ikke er tillid til, siger Vanopslagh.

    Statsministeren ville på vej til slotskirken ikke komme det nærmere. Lyt med til åbningstalen, var hendes råd.

    /ritzau/