Mindst 15 er blevet dræbt, og 21 andre er blevet såret under uroligheder i et af Ecuadors fængsler.
Det oplyser embedsmænd i det sydamerikanske land.
Organisationen SNAI, som driver Ecuadors overfyldte fængsler, der huser omkring 35.000 fanger, siger, at taktiske enheder fortsætter operationer for at vinde kontrol over fængslet i den sydlige by Latacunga.
Latacunga ligger omkring 80 kilometer syd for hovedstaden Quito. Fængslet er et af landets største og har omkring 4300 indsatte.
Myndighederne har ikke været i stand til forhindre den brutale vold i fængslerne, som ofte involverer knivdrab, og som også har omfattet halshugning.
Menneskerettighedsgrupper har løbende kritiseret de indsattes forhold i landets fængsler.
Siden februar 2021 er 400 fanger blevet dræbt i fængslet. Det er sket under syv episoder med voldelige sammenstød i forbindelse med narkotikakriminalitet.
Ecuador grænser op til Colombia og Peru. Meget narkotika, der sendes til USA og Europa, passerer gennem landet.
I 2021 beslaglagde myndighederne i Ecuador 210 ton narkotika – fem for alt kokain.
Sidste år var der i Ecuador, som har 17,7 millioner indbyggere, en drabsstatistik på 14 per 100.000 indbyggere. Det var næsten en fordobling i forhold til 2020.
Tal offentliggjort af Danmarks Statikstik viser, at drabsraten i Danmark til sammenligning var 1,2 per 100.000 indbyggere i 2017.
I bestræbelser på at skabe bedre forhold i fængslerne har præsident Guillermo Lasso fået iværksat en optælling af indsatte i landets fængsler.
Kvinder i Ecuador demonstrerede i weekenden mod kvindedrab og mod vold i ægteskabet. Flere end 200 kvinder er blevet dræbt af deres partnere siden nytår i landet.
/ritzau/Reuters