17 naturorganisationer kræver en naturlov efter folketingsvalget.
Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.
En naturlov skal ifølge organisationerne beskytte naturen bedre og give den mere plads.
Det kaldes også en biodiversitetslov og skal standse tabet af arter og naturområder, siger Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitologisk Forening Birdlife.
– Det er helt afgørende, hvis vi skal stoppe den alvorlige krise, vores natur og biodiversiteten befinder sig i, siger han.
Danmarks Naturfredningsforening bakker op:
– I Danmark bryster vi os af at være et grønt foregangsland. Men når det kommer til naturen, er vi som nation håbløs bundskraber, siger præsident Maria Reumert Gjerding.
Derfor bør problematikken tages op efter folketingsvalget, mener hun.
– Hvis politikerne efter et valg reelt ønsker at gøre noget for at bremse naturens krise, er det vigtigste redskab en ambitiøs naturlov, som over tid både kan sikre mere plads til naturen og en bedre beskyttelse af vores eksisterende og værdifulde naturområder, siger hun.
EU lancerede i 2020 et mål om, at 30 procent af naturarealet på land og i hav skal være beskyttet natur fra 2030. En tredjedel af dette skal være strengt beskyttet.
Organisationerne opfordrer til, at naturloven sætter langsigtede mål ligesom klimaloven, hvor natur skal trives og være i en gunstig tilstand i 2050.
/ritzau/