Ødelagt Nord Stream 2-rørledning lækker fortsat gas

    Der lækker fortsat gas fra Nord Stream 2-rørledningen.

    Det oplyser den svenske kystvagt. I weekenden lød det ellers, at strømmen af gas fra det ødelagte rør var stoppet.

    Men det er altså alligevel ikke tilfældet.

    Energistyrelsen i Danmark oplyser, at man fra Nord Stream-selskaberne har fået at vide, at det fortsatte gaslæk kan skyldes, at der i takt med, at gassen har forladt rørene, og rørene efterfølgende bliver fyldt med vand, kan være lommer af gas i rørene, der bliver presset ud.

    – Selskaberne anbefaler derfor, at man venter 24 timer, fra at trykket er udlignet, til at man går ind i området, lyder det fra Energistyrelsen.

    /ritzau/