Den moderate bosniske kandidat Denis Becirovic ligger i front i kampen om at sikre sig en plads i Bosnien-Hercegovinas tredelte præsidentskab efter søndagens valg.
Det viser de indledende resultater, der er baseret på hidtil optalte stemmer, natten til mandag.
Becirovic, der kommer fra det socialdemokratiske parti i Bosnien, har støtte fra 11 oppositionspartier og har sikret 55,78 procent af stemmerne ifølge de foreløbige resultater.
Bazkir Izetbegovic, hvis nationalistiske bosniske parti har været ved magten siden krigens afslutning i 1996, erkendte sit nederlag sent søndag aften.
Landets præsidentskab er tredelt, så de tre største befolkningsgrupper, bosniere, serbere og kroater, hver især er repræsenteret.
Det er resultat af den fredsaftale, der afsluttede borgerkrigen i landet i 1995.
Ved søndagens valg skulle Bosniens vælgere til valgurnerne for både at stemme om landets kollektive præsidentskab, parlamentets sammensætning og de regionale og lokale valg.
Bosnien er i øjeblikket ude i landets værste politiske krise, siden slutningen af krigen i 1990’erne.
– Det er tid til en positiv ændring i Bosnien, sagde Becirovic til journalister, efter at han erklærede sig som sejrsherre.
/ritzau/Reuters











