Rettighedsgruppe melder om 92 dræbte under demonstrationer i Iran

    Mindst 92 mennesker er blevet dræbt under demonstrationer over Mahsa Aminis død i Iran siden 16. september, siger menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights (IHR).

    Demonstrationerne startede, efter at den 22-årige Mahsa Amini mistede livet i det iranske moralpolitis varetægt 16. september.

    Hun blev angiveligt anholdt for at have brudt den lov, der foreskriver, hvordan en kvinde skal bære sin hijab i Iran.

    Desuden er yderligere 41 personer døde i sammenstød fredag i det sydøstlige Iran – et område, der grænser op til Afghanistan og Pakistan, oplyser IHR, der henviser til lokale kilder.

    Demonstrationerne i det område udspringer af beskyldninger om, at en politichef i regionen havde voldtaget en teenagepige, der tilhører en minoritetsgruppe af sunnimuslimer.

    Søndag sagde Irans præsident, Ebrahim Raisi, at Irans “fjender” var “mislykkedes med deres sammensværgelse”.

    De seneste 16 aftener har der været demonstrationer og sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i mange byer over hele Iran.

    Direktør i IHR, Mahmood Amiry-Moghaddam, har opfordret det internationale samfund til at tage affære for at stoppe Iran i drabene på iranske demonstranter, som de mener udgør forbrydelser mod menneskeheden.

    /ritzau/AFP