Energistyrelsen: Gaslækager i Østersøen er tilendebragt

    Udblæsningen af gas fra gasledningen Nord Stream 1 i Østersøen ser søndag ud til at være ophørt. Det oplyser Energistyrelsen.

    Energistyrelsen har fået sine oplysninger fra selskabet bag rørledningen, Nord Stream AG.

    – Det tyder derved på, at udblæsningen af gas nu også er tilendebragt fra de sidste to læk, skriver Energistyrelsen.

    Udmeldingen kommer, efter at styrelsen lørdag meddelte, at der ikke længere lækker gas fra rørledningen Nord Stream 2.

    De i alt fire lækager på de to rørledninger blev konstateret først på ugen.

    Det er uvist, hvad bruddene skyldes.

    Men statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at der er tale om sabotage.

    Det bliver nu efterforsket af Danmark, Sverige og Tyskland i fællesskab.

    /ritzau/