Mindst 100 palæstinensere er blevet dræbt i de besatte områder Vestbredden og Østjerusalem i år.
Det står klart, efter at en 18-årig palæstinenser blev skuddræbt i Østjerusalem lørdag. Det skriver det britiske medie BBC, som står bag optællingen.
Den dystre milepæl er nået i et år, hvor det israelske militær har skruet betydeligt op for ransagninger. Størstedelen af drabene har fundet sted i forbindelse med forskellige typer af ransagninger.
Det er samtidig en periode, hvor der har været en af de største bølger af vold mod israelere i årevis.
Ifølge BBC betyder dødstallet, at 2022 har kurs mod at blive det dødeligste år for palæstinensere på Vestbredden siden 2015.
Langt størstedelen er blevet skuddræbt af israelske sikkerhedsstyrker. Flere er blevet dræbt af væbnede israelske civile.
I et lille udpluk af sagerne er der debat om, hvorvidt de dødelige skud er kommet fra israelere eller palæstinensere.
Derudover er der et tilfælde af, at en mand blev skuddræbt under en anholdelse udført af palæstinensiske sikkerhedsstyrker.
Tallene viser, at næsten en femtedel af de dræbte palæstinensere var børn. Den yngste var 14 år.
Antallet af døde omfatter også væbnede mænd fra militante grupper og unge mænd, som angiveligt er blevet skudt, efter at de har kastet med sten og benzinbomber.
Den 18-årige, der blev dræbt lørdag, hører angiveligt til i den sidstnævnte kategori.
Blandt de dræbte er dog også ubevæbnede civile, demonstranter og aktivister, som er imod bosættelser.
Israel har gennemført hundredvis af militære operationer på den besatte Vestbred siden marts.
Det er blevet forklaret med, at man har forsøgt at fange militante, som har udført eller har planlagt at udføre angreb mod israelere.
Vestbredden er palæstinensisk landområde. Men den – og Østjerusalem – har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967.
BBC’s opgørelse over dræbte i år tæller ikke palæstinensere, som blev dræbt, mens de udførte angreb i Israel.
/ritzau/











