Islamisk Stat dræber 46 mennesker i Kirkuk


    Islamisk Stat (IS) har under et angreb på den irakiske by Kirkuk dræbt mindst 46 mennesker, hvoraf de fleste var medlemmer af sikkerhedsstyrkerne, siger flere kilder til nyhedsbureauet AFP.

    – Vi har 46 dræbte og 133 sårede, hvoraf de fleste er fra sikkerhedsstyrkerne, siger en general i det irakiske sikkerhedsministerium.

    En kilde i sundhedsdirektoratet i Kirkuk bekræfter antallet.

    Irakiske kilder siger, at mindst 25 jihadister er blevet dræbt, siden IS begyndte angrebet på byen fredag morgen.

    Angrebet på Kirkuk, der ligger syd for Mosul, blev indledt midt under den omfattende offensiv mod Iraks næststørste by, Mosul.

    Ved angrebene natten til fredag ramte Islamisk Stat blandt andet et kraftværk.

    Den amerikanske forsvarsminister, Ashton Carter, ankom til den irakiske hovedstad, Bagdad, lørdag for at evaluere den seks dage lange offensiv mod Islamisk Stat i Mosul.

    Carter skal mødes med øverstbefalende fra den internationale koalition, som omfatter 60 lande, og som ledes af USA.

    Koalitionen assisterer de irakiske sikkerhedsstyrker i deres angreb på jihadisterne.

    Under sit ophold i regionen skal den amerikanske forsvarsminister også mødes med den irakiske premierminister, Haider al-Abadi. De skal drøfte irakernes stærke modstand mod Tyrkiets deltagelse i operationerne ved Mosul.

    Carter signalerede fredag, at USA støtter en mulig rolle til Tyrkiet i operationen i Mosul. Han betonede, at der er mulighed for principielle aftaler mellem tyrkerne og irakerne og bringe gamle spændinger mellem de to lande til en afslutning.

    Der er omkring 5000 amerikanere i Irak. Over 100 af dem er sammen med irakiske soldater og kurdiske peshmerga krigere.

    Olieproduktionen i Kirkuk er ikke ramt. Kurdiske styrker overtog kontrollen i Kirkuk i 2014, da Iraks hær flygtede fra Islamisk Stat, som var på offensiv.

    /ritzau/AFP