I Californien er en ny lov, der forhindrer, at raptekster kan blive brugt som bevismateriale i retssager, fredag blevet underskrevet.
Loven er lavet for at beskytte kunstneres ytringsfrihed og for at sætte en stopper for, at kunstneres tekster eller kreative udtryk bruges mod dem i civile sager eller straffesager.
Californien er den første amerikanske delstat til at vedtage en lov, der gør det umuligt at bruge en kunstners tekster imod dem selv, medmindre tekstbrugen har været genstand for en domstolsprøvelse.
Flere amerikanske rappere – herunder Meek Mill, Killer Mike og Tyga – var til stede, da Californiens guvernør, demokraten Gavin Newsom, underskrev loven fredag.
Loven kommer efter nylige sager mod rapperne Young Thug og Gunna, hvis tekster er blevet læst op under behandlingen af deres sager.
Black Music Action Coalition (BMAC), som er en organisation, der kæmper mod systematisk racisme i musikbranchen, kalder den nye lov for “et afgørende skridt i den rigtige retning”, hvis man skal sætte en stopper for, at racemæssige fordomme har indflydelse på retssager.
/ritzau/dpa









