Nordkorea har lørdag morgen lokal tid affyret, hvad der tilsyneladende er ballistiske missiler.
Det oplyser den japanske kystvagt med henvisning til forsvarsministeriet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Mindst to projektiler er blevet affyret fra Nordkorea, oplyser kystvagten.
Unavngivne regeringskilder siger til det japanske medie NHK, at projektilerne ser ud til at være faldet ned uden for Japans eksklusive økonomiske zone.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at missilerne er affyret mod østkysten af den koreanske halvø.
Det er fjerde gange i denne uge, at Nordkorea affyrer missiler.
Affyringen sker, efter at USA’s vicepræsident, Kamala Harris, i denne uge har besøgt Sydkorea. Inden Harris’ besøg i Sydkorea affyrede Nordkorea også missiler.
I august holdt USA og Sydkorea desuden den største fælles militærøvelse i omkring fem år, Ulchi Freedom Shield, hvilket øgede spændingerne på den koreanske halvø.
Test af atomvåben og affyring af ballistiske missiler har længe været forbudt af FN’s Sikkerhedsråd.
Der er ingen oplysninger om missilernes rækkevidde, eller hvor højt og hurtigt de fløj.
Nordkorea, der også har atomvåben, har gennemført rekordmange våbentest dette år. Blandt dem er affyringer af ballistiske missiler.
/ritzau/









