Kronprinsesse Mary: Vi kommer også til at se på titler

    Kronprinsesse Mary kommenterer fredag den beslutning, dronning Margrethe har taget om at fratage prinse- og prinsessetitlerne fra prins Joachims børn.

    Det sker ved et arrangement i Øksnehallen i København.

    Mary fortæller, at det er noget kronprinseparret også har tænkt sig at kigge på.

    – Vi kommer også til at se på vores børns titler, når den tid kommer, siger hun ifølge DR.

    – Det er en meget svær beslutning at skulle træffe og skulle modtage, siger hun.

    Om det betyder, at kronprinsparrets børn – prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine – også mister deres titler, kan hun endnu ikke svare på.

    – I dag kan vi ikke se, hvordan kongehuset kommer til at se ud, når det er Christians tid, eller når Christians tid begynder at nærme sig, siger kronprinsesse Mary.

    /ritzau/