Stigende priser får 30 restauranter til at boykotte Wolt

    De blå Wolt-bude ses overalt i gadebilledet, men snart vil der være færre af dem i Aalborg.

    Over 30 restauranter i Aalborg stopper samarbejdet med Wolt fredag klokken 12 på grund af stigende priser og udbringningstjenestens procentsatser. Det skriver DR torsdag.

    – Det er presserende lige nu på grund af stigende priser på alt. Bagerierne er lukket ned på stribe, og det er kun et spørgsmål om tid, før takeaway-shops gør det samme, siger Ann-Britt Pedersen, der ejer pastarestauranten Casa Pazza og er talskvinde for restauranterne, til DR.

    Restauranterne mødtes tirsdag og besluttede, at de ville have Wolt til at sænke gebyrerne og procentsatserne.

    Ved en bestilling gennem Wolt tager leveringstjenesten 25 til 30 procent af bestillingen fra restauranten. Den pålægger også kunden et leveringsgebyr.

    90 procent af Casa Pazzas bestillinger går gennem Wolt, fortæller Ann-Britt Pedersen.

    Med de stigende priser kan det ikke hænge sammen, siger hun til MigogAalborg.dk onsdag.

    – Vi kan ganske enkelt ikke blive ved sådan her. Selv om Wolt giver en stor omsætning, så er der næsten intet tilbage på bundlinjen, når alt gøres op. Så vi har ønsket at forhandle kollektivt med Wolt om en bedre aftale, siger hun

    Restauranterne stillede Wolt et ultimatum om at arrangere et møde torsdag, hvor leveringstjenesten kunne sænke gebyret. Det sagde Wolt nej til. Derfor fjerner restauranterne muligheden for at bestille gennem Wolt fra fredag.

    DR Nyheder har talt med Wolt for at høre, hvordan de forholder sig til kritikken.

    Daniel Johansen, der er ansvarlig for partnerskaber med restauranterne hos Wolt, fortæller til DR, at man “ikke bare fra den ene dag til den anden kan ændre den aftale”, som Wolt har med restauranterne.

    I stedet har Wolt foreslået et møde mandag, hvor løsninger skal drøftes.

    På Wolts hjemmeside kan man tælle i alt 109 registrerede restauranter i Aalborg.

    /ritzau/