Energistyrelsen har bedt Energinet om at hæve beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark efter flere læk på gasledninger ved Bornholm.
Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet til Ritzau.
Det står ikke klart, hvad beredskabsniveauet bliver hævet til, men forventningen er, at der om kort tid vil komme en uddybende melding fra Energistyrelsen.
Ministeriet bekræfter samtidig, at der er samlet er konstateret tre lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2. Der er tale om to lækager på Nord Stream 1 og én lækage på Nord Stream 2.
– Som konsekvens af disse hændelser har Energistyrelsen bedt Energinet om at hæve beredskabsniveauet for el- og gassektoren i Danmark, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
– Hændelserne på de to ledninger har ingen forsyningsmæssig konsekvenser for Danmark. Myndigheder og regeringen følger situationen nøje, og vil løbende holde offentligheden orienteret.
Lækagerne er sket henholdsvis nordøst og sydøst for Bornholm.
Meldingen kommer, efter at der er blevet observeret et fald i trykket i gasledningerne, som løber fra Rusland til Tyskland.
/ritzau/











