En 20-årig person er død, efter at to biler torsdag kort før klokken 17 kørte frontalt sammen i Skive.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
– Familien er underrettet, skriver politiet.
Personen i den anden bil er blevet indbragt til Viborg Sygehus og er kommet lettere til skade.
Nørre Boulevard har været afspærret i begge retninger som følge af sammenstødet.
I den forbindelse lød det, at politi og redning arbejdede på stedet, og at der skulle vises hensyn.
Men nu lader arbejdet på stedet til at være færdigt.
– Nørre Boulevard genåbnes inden for cirka ti minutter, skriver politiet på Twitter kort efter klokken 19.
Politiet oplyser ikke, hvorfor de to biler kørte sammen.
/ritzau/