Tyrkiet fordømmer Ruslands planlagte “illegitime folkeafstemninger” i Ukraine, hedder det i erklæring fra ministerium i Ankara. Det skriver AFP.
– Sådanne illegale aktiviteter vil ikke blive anerkendt af det internationale samfund, lyder det i erklæringen.
Tyrkiet har aldrig anerkendt Kremls annektering af Krimhalvøen i 2014.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har tidligere brugt sine åbne relationer til Moskva og Ukraine til at få iværksat forhandlinger om våbenhviler i Ukraine.
Men Erdogan har nu fremsat klar kritik af Putins delvise mobilisering, som signalerer en potentiel begyndelse på en ny og endnu mere blodig fase i konflikten.
Erdogan sagde i FN onsdag, at både Rusland og Ukraine må finde frem til en værdig måde at klare krisen på.
/ritzau/AFP











