Kronprins Frederik holder klimatale i New York

    Katastrofer som oversvømmelser i Pakistan og tørke på Afrikas Horn truer vores levevilkår over hele verden.

    Sådan lød det natten til onsdag i en tale, som kronprins Frederik holdt i New York, ifølge BT.

    – Det er tydeligt, at vi må accelerere processen med at afbøde konsekvenserne af klimaforandringer, sagde kronprinsen i talen.

    Talen blev holdt på det danske generalkonsulat i New York til et arrangement, som er lavet af organisationen State of Green og af PensionDanmark.

    Kronprinsen er protektor for organisationen State of Green, som arbejder for at fremhæve danske løsninger på det grønne område. Organisationen er ejet af den danske stat og tre erhvervsorganisationer.

    /ritzau/