Landbrugsstyrelsen politianmeldte for tre år siden 38 landbrug på grund af en mistanke om svig i forbindelse med ansøgninger om økonomisk støtte.
Mandag har anklagemyndigheden dog afsluttet samtlige sager uden at rejse tiltale.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Størstedelen af sagerne droppes, fordi de er forældet. Og i de resterende sager mener anklagemyndigheden ikke, at beviserne er stærke nok til at kunne rejse tiltale.
Mistanken om svig opstod i forbindelse med sagsbehandlingen af ansøgningerne. Det skete efter anbefaling fra Kammeradvokaten, som vurderede omkring 85 sager.
Da styrelsen anmeldte de 38 sager i 2019, kom de oven i 17 lignende sager.
Da styrelsen i marts det år anmeldte de 17 sager, oplyste den, at der var mistanke om svig i forbindelse med afgivelse af tilbud til landbrugserhvervet.
De sager drejede sig om tilbud for cirka otte millioner kroner i alt.
Når en landmand søger Landbrugsstyrelsen om tilskud til en miljøforbedrende investering som for eksempel en moderniseret kvægstald, så skal vedkommende indhente mindst to uafhængige tilbud.
Men Landbrugsstyrelsen oplyste i marts i 2019, at den kunne konstatere, at der i 17 sager var modtaget tilbud fra en virksomhed, der aldrig havde eksisteret ifølge CVR-registeret.
/ritzau/











