21-årig mand voldtog kvindelig bekendt efter bytur

    En 20-årig kvinde og en jævnaldrende mand havde tilsyneladende vidt forskellige idéer om, hvad der skulle ske, da de to tog hjem sammen efter en bytur i juni.

    Mandag er den 21-årige mand nemlig blevet idømt et år og seks måneders ubetinget fængselsstraf for at have voldtaget kvinden.

    Det har Retten i Randers afgjort, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Efter flere tilnærmelser valgte kvinden at lægge sig til at sove på en sofa. Her vågnede hun pludselig ved, at manden var trængt op i hende. Kort efter blev sagen anmeldt til politiet.

    Manden har i retten nægtet sig skyldig og fortalt, at der var tale om frivillig sex.

    Retten har i sin afgørelse lagt vægt på kvindens forklaring og på en beskedudveksling, som de to har haft efter episoden i juni.

    – I sager om voldtægt er det ofte et spørgsmål om parternes troværdighed, da det typisk er påstand mod påstand, siger specialklager Jesper Rubow i meddelelsen.

    – I denne sag var retten enig med anklagemyndigheden i, at forurettede afgav en særdeles troværdig forklaring, og at den blev understøttet af andre beviser.

    Den 21-årige har anket dommen.

    /ritzau/