Arkivfoto
På grund af trusler om bomber er Roskilde Lufthavn og to indkøbscentre i henholdsvis Roskilde og Slagelse mandag først på eftermiddagen blevet evakueret.
Truslerne er tilsyneladende fremsat på næsten samme tid.
Ud over lufthavnen, der ligger i Tune, er Ro’s Torv i selve Roskilde blevet ramt.
I Slagelse evakueres Vestsjællandscentret i Jernbanegade.
Umiddelbart giver politiet ikke oplysninger om, hvordan truslerne er fremkommet – eller hvordan de er formuleret.
Men ordensmagten har altså besluttet at tømme alle tre lokaliteter.
I Slagelse er også brandvæsenet tilkaldt, og en ambulance holder parat, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.
– Vi har sendt alt disponibelt mandskab, siger vagtchef Henrik Karlsen til TV Øst.
Indgrebet giver i øvrigt nogle trafikale problemer ved Ro’s Torv, som ligger på Københavnsvej i Roskilde. Bilisterne opfordres af politiet til at være tålmodige.
/ritzau/