Tyson Gay, en af de stærkeste bejlere til posten som verdens hurtigste mand gennem det seneste årti, har mistet sin 15-årige datter i en skudveksling.
Amerikanske myndigheder bekræfter, at datteren Trinity Gay er afgået ved døden på et hospital i Kentucky, skriver ESPN.
Løberens agent skriver i en sms til nyhedsbureauet AP, at den 15-årige pige blev dræbt.
Politiet i Lexington blev søndag kaldt til en parkeringsplads, hvor der var rapporter om et skyderi.
Vidner på stedet fortæller, at der blev udvekslet skud mellem to køretøjer på en parkeringsplads foran en restaurant.
Betjente stoppede en af bilerne, og to personer blev afhørt.
Tyson Gay har vundet flere verdensmesterskaber i løb – blandt andet i 100 meter løb og 200 meter løb ved VM i Japan i 2007.
Den 34-årige løber blev i 2013 fanget i en dopingkontrol. Han fik frataget en OL-medalje i 400 meter stafet fra London 2012.
/ritzau/