Parter melder om nye kampe i Ruslands baggård

    Onsdag meldes der om nye krigshandlinger i Ruslands nabolande, mens Moskva fortsat har hænderne fulde med krigen i Ukraine.

    Armenien taler om fortsatte kampe mod Aserbajdsjan onsdag, dagen efter at op mod 100 blev dræbt.

    Grænsevagter har åbnet ild mellem Kirgistan og Tadsjikistan i en grænsestrid. Det bekræfter begge parter.

    Der er i alle tilfælde tale om tidligere sovjetrepublikker, som står Rusland nær.

    Kampene er i gang, dagen før lande i regionen samles til et sikkerhedsmøde i Usbekistan. Her deltager Rusland og Kina.

    Tirsdag blev mindst 49 armeniere og 50 aserbajdsjanske soldater dræbt under kampe. Begge parter beskylder modparten for at have begyndt.

    Det er de blodigste kampe mellem de to lande siden 2020.

    Ruslands præsident, Vladimir Putin, har appelleret til parterne om stoppe. Men kampene er fortsat onsdag morgen.

    Styrker i Aserbajdsjan har brugt artilleri, morterer og lettere våben, lyder det fra Armeniens forsvarsministerium.

    – Situationen ved grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan er fortsat spændt, hedder det.

    En tadsjikisk grænsevagt meldes dræbt onsdag under de nye grænsestridigheder mellem Kirgistan og Tadsjikistan.

    Ifølge Kirgistan kom det til kampe, da Tadsjikistan indtog stillinger ved en del af grænsen, som ikke er afmærket.

    /ritzau/Reuters