Endnu en amerikansk delstat forbyder abort

    Parlamentet i den amerikanske delstat West Virginia har indført et forbud mod abort, der står til at lukke delstatens sidste abortklinik.

    Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

    Loven skal nu underskrives af delstatens guvernør, republikanske Jim Justice, før den kan træde i kraft.

    Hvis loven får Justice’s underskrift, hvilket den ventes at gøre, vil den ifølge Robert Karnes, republikansk senator i West Virginia, gøre op med delstatens sidste fungerende abortklinik, West Virginias Sundhedscenter for Kvinder.

    – Det kommer til at lukke for den abortklinik, det er jeg helt sikker på, sagde Karnes i Senatet, mens demonstranter ifølge AP udtrykte deres utilfredshed uden for døren.

    – Jeg tror på, at det her kommer til at redde mange spædbørn.

    Med den nye lov vil det være ulovligt at udføre aborter i West Virginia. Der er undtagelser for tilfælde af incest, voldtægt og sundhedsmæssige nødstilfælde.

    Hvis der er tale om voldtægt eller incest, skal det være meldt til politiet, senest 48 timer inden aborten finder sted.

    /ritzau/