USA: Mange russiske styrker har forladt Ukraine

    USA vurderer, at Rusland har afgivet stort set alle de områder, som landet havde erobret nær Kharkiv, og at mange af de russiske soldater, der har trukket sig tilbage, har forladt Ukraine.

    Det siger en højtstående amerikansk militær embedsmand sent mandag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    – Samlet set vurderer vi, at ukrainerne gør fremskridt, mens de kæmper for at befri og generobre territorium i syd og øst, siger embedsmanden, der udtaler sig anonymt.

    Embedsmanden fortæller ikke, hvor mange russiske soldater, der er tale om.

    – På jorden i nærheden af Kharkiv vurderer vi, at russiske styrker stort set har afgivet alle deres erobrede områder til ukrainere, og at de har trukket sig tilbage mod nord og øst.

    – Mange af disse styrker har rykket sig over grænsen til Rusland, siger embedsmanden.

    Mandag aften siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ifølge nyhedsbureauet AFP, at Ukraine i september har generobret 6000 kvadratkilometer territorie.

    – Siden starten af september har vores soldater allerede befriet 6000 kvadratkilometer ukrainske landområder i øst og syd, og vi rykker videre, siger præsidenten i sin daglige videotale.

    Til sammenligning har Sjælland et areal på lidt over 7000 kvadratkilometer.

    /ritzau/