Det amerikanske rumagentur Nasa er lørdag løbet ind i problemer kort før den planlagte affyring af raketten “Artemis 1”.
Dermed er der risiko for, at affyringen for anden gang må udskydes.
Det var oprindeligt planen, at Nasas rumskib skulle sendes afsted mandag. Det blev dog udskudt på grund af en brændstoflækage og temperaturproblemer med en af de fire motorer.
Lørdag er det igen et læk af brændstof, der giver bekymring hos teknikerne.
Dog planlægger Nasa fortsat at sende raketten afsted. Det skal ske i løbet af et to timers vindue, der åbner klokken 20.17 dansk tid.
Affyringsstedet ved Kennedy Space Center i Florida er spærret for offentligheden. Det forventes dog, at op mod 400.000 mennesker vil samles på omkringliggende strande for at se – og høre – begivenheden.
Rumraketten er knap 100 meter højt og Nasas mest kraftfulde nogensinde. Den skal være afsted i 42 dage. Her skal den flyve rundt om Månen og hjem igen.
“Artemis 1” vil være cirka 100 kilometer fra månen, når den er tættest på.
Om bord på rumskibet vil der blandt andet være mannequindukker. De skal give et indblik i påvirkningen af radioaktivitet i det ydre rum.
Det er generelt meningen, at rumrejsen skal give Nasa værdifuld erfaring til fremtidige rumrejser. Planen er, at næste Artemis-mission skal være en bemandet tur rundt om Månen – uden dog at lande på Månens overflade.
Tidligst i 2025 vil man forsøge at lande med mennesker på Månen.
Et af de største mål med Artemis er en dag at sende mennesker til Mars.
To astronauter landede senest på Månen i 1972. Inden da havde ti andre astronauter gået på Månen i løbet af fem forskellige missioner.
Første gang var i 1969, hvor Neil Armstrong blev første mand på Månen.
Nasas rumprogram Artemis er efterfølgeren til Apollo-missionerne. I græsk mytologi er Artemis månegudinden og Apollos tvillingsøster.
/ritzau/AFP











