Producenter skal betale for at producere engangsplast

    Jo mere engangsplast virksomheder producerer, jo mere skal de betale. Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget at lægge ansvaret for emballage og engangsplast over på producenten frem for på husholdningerne.

    Det skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse lørdag.

    – Forureneren skal betale. Derfor er det virksomhederne og ikke borgerne, der skal betale for de stigende mængder emballage, der ender i vores skraldespande, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

    Ifølge ministeriet vil det betyde en CO2-reduktion på 120.000 ton i 2030. Det vil også betyde en besparelse for hver husholdning på 600 kroner i affaldsgebyr eksklusiv moms per år.

    Aftalen er indgået mellem S-regeringen, Venstre, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Alternativet.

    Tiltaget træder i kraft 1. januar 2025, hvor alle EU-lande senest skal indføre kravet.

    /ritzau/