Der er elevtab i de offentlige folkeskoler, og næsten hver femte af landets skoleelever går nu i enten en friskole eller en privatskole.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Helt præcist er det 19 procent af de danske skoleelever, som går på en fri- eller privatskole. Det er en stigning på fem procent fra de 14 procent, som i 2009 gik på en fri- eller privatskole, skriver avisen.
Forsknings- og udviklingschef ved VIA University College Andreas Rasch-Christensen siger til Kristeligt Dagblad, at der er en stigende tendens til, at flere vælger folkeskolen fra, allerede inden børnene er startet i børnehaveklasse.
– Tidligere sendte man i højere grad sine børn i folkeskolen og tog først derefter et valg om at sende dem i en fri grundskole.
– Der er nu flere, som tilvælger de frie grundskoler eller fravælger folkeskolen – afhængigt af, hvordan man vil formulere det – uden først at have stiftet bekendtskab med folkeskolen, siger han til avisen.
/ritzau/











